På det ydre lignede meget hinanden rent materialemæssigt. Kunstneren virkede tiltrukket som en magnet til stål, spejle, blanke overflader, hvide vægge, hvide bænke og hvidt neonlys. Lidt kedeligt ved første øjekast. Men alt behøver jo heller ikke at være et prangende Cobra maleri. Jeg kunne meget godt lide stramheden og enkeltheden. Havde det ikke lige været for det beskidte gulv, sorte streger på væggene og vandskadede vægge, der ødelagde den storhed, jeg kunne fornemme enkeltheden havde givet, så tror jeg, udstillingen øjeblikkeligt havde slået benene væk under mig.

Men efter nogle minutters undren og sukken over det kedelige ydre og sand på gulvene med mere snask, åbenbarede det hele sig for mig. Jeg blev rundtosset i et spejlkabinet, der kørte rundt om mig og gjorde, at jeg ikke kunne finde op og ned på, hvad der bevægede sig og hvad, der stod stille. Røg og damp indhyllede mig, når jeg satte mig på en sort kube og fik mig til at føle mig lidt som en rockstjerne i et sært sceneshow. Og et kæmpe roterende spejl vendte op og ned på gulv og loft. På hvor jeg stod, og hvor i spejlet jeg var.

Jo der var sandelig plads til at udfolde sanserne. Dog var der installationer, der var gået i stå eller ikke virkede helt optimal. Ja ja, jeg kom sidst i udstillingsperioden. Men det kan ikke være en undskyldning. Kunsten burde have virket perioden ud, så alle fik mulighed for at opleve det samme. Det ødelagde æstetikken og oplevelsen, at ikke alt fremstod lige godt og smukt.

Når det lille sure opstød er på plads, så kan man jo spørge sig selv, om jeg ikke bare kunne være taget i Bakkens Hurlumhejhus for at få den samme rundtossede effekt. Nej. Det kunne jeg trods alt ikke. For i Jeppe Heins udstilling var der alligevel en gennemtænkt tanke bag det hele. Her var det ikke bare underholdningseffekten, der var det vigtigste. Men også selve opfordringen til at åbne øjnene og se det smukke, det skæve, det skøre, det overrumplende, det sjove, det fantastiske i de små og ved første øjekast måske uinteressante ting.

Det forstod jeg endelig, da jeg efter noget tid fandt frem til to nærmest usynlige værker. Screw on Wall og Invisible Moving Wall. Beklageligvis har jeg ikke kunnet finde videoer af disse værker. Begge ville gøre sig bedst set på video, men her nøjes jeg desværre blot med et stillbillede af det ene værk.

Skruen i væggen sad bare der skruet ind i væggen. Eller det vil sige, det gjorde den kun de første fem sekunder af den tid, jeg stirrede på den. For, vupti, lige pludselig skruede den sig ud, som om nogen eller noget styrede skruen inde fra væggen. Og så, vupti, skruede skruen sig ind igen til sit udgangspunkt, så man skulle tro, at det lille tryllenummer aldrig havde fundet sted. Tilsvarende med den usynligt bevægende hvide væg, som jeg startede med at gå forbi og affeje som en helt almindelig skillevæg i udstillingen. Men da det gik op for mig, at flere mennesker havde taget opstilling ved væggen og holdt godt og grundigt øje med den, så blev jeg trods alt også lidt nysgerrig. Og måtte tage et ekstra, nærgående og granskende blik på denne begloede hvide væg. Ganske langsomt, ultra slow, trak den sig fra den ene side af et aflukke i udstillingen til den anden side. Mine sanser blev skærpet, jeg fik mere øje og sans for detaljerne og blev endelig langt om længe forelsket i udstillingen og dens koncept.

Nogle år senere brændte jeg varm på klassens omsværmede fyr. Ham der underholdte pigerne i frikvartererne med sjove påfund og ham som alle pigerne kæmpede om at danse kinddans med. Det var en anden klasse, en helt anden by, en helt anden alder. Nu var det ikke bare kys for spændingens skyld. Der var følelser involveret. Jeg var dybt jealoux, når de andre piger dansede med ham. Jeg lurede på ham i frikvarterene og sendte ham søde smil. Det største øjeblik med ham, må have været til en fødselsdags-disko-fest. Han var blevet udfordret til at kysse en af de andre piger (min ærkerival i kampen om ham). Det hele skete a la min første kysseoplevelse, med en flok hujende piger omkring dem. Jeg må have været blodrød af arrigskab og ophidselse over, at det ikke var mig, der var den heldige modtager af kyssene. Men min frustration blev gjort til skamme, da han efterfølgende trak mig ind i et budskads, og, uden nogen af de andre vidste det, kyssede mig dybt lidenskabeligt. I hvert fald sådan som jeg husker det. Jeg opfattede det, som om han valgte mig, at han bedst kunne lide mig – selvom der aldrig kom noget åbenlyst forhold ud af det.

Senere endnu var der ham den lækre fyr i klassen, som jeg blev kærester med helt uden at have snakket med ham, holdt ham i hånden eller kysset med ham. Det var sådan en aftale, sådan en kontrakt, jeg indgik med to andre piger fra klassen. Igen en helt anden klasse, et helt andet sted og på et helt andet tidspunkt. De to piger var kærester med ham den lækres to bedste venner, og da han jo så manglede en at slå pjalterne sammen med, så arrangerede de herligheden for os. Det blev til et enkelt besøg, hvor alle drengene troppede op hjemme hos mig. Men aldrig mere end det. Ingen kys, ingen kram, ingen koldsvedig hænderholden. Kun et arrangeret ægteskab, der aldrig blev til noget.

Til gengæld var der naboens nørdede dreng, som jeg havde et hemmeligt crush på i flere år. Ved ikke om han havde nogen anelse om min lille forelskelse. Måske min betroelse til hans søster var med til at åbne hans øjne? Jeg vælger at tro, at han også var lidt – bare en anelse – tiltrukket af mig. I hvert fald var der, ved forskellige lejligheder, lidt hænderholden, kyssen og fjanten i det skjulte. Det førte dog aldrig mere med sig.

Efter disse barndommens, til tider klodsede, tilløb og forsøg med kærligheden kom de mere alvorlige forhold og ham, jeg elsker højest af alt på jorden den dag i dag.

Dette var ikke mindst synligt i de små mexicansk inspirerede huse, der lå skulder ved skulder, udsmykket på hver deres finurlige og farvestrålende måde. Grønne vinduer, røde ‘skørter’ under taget, eller døre med påmalede mønstre. Der var ingen forsøg på ensretning og minimalistisk design. Hvilken befrielse at gå fra gadehjørne til gadehjørne og blive mere og mere inspireret for hvert skridt. Og det var ikke engang det mest inspirerende. Området var spækket med store, flotte og smukke murmalerier. Siden 60-70′erne har kunstnere lovligt kunne male alle mulige former for malerier på gavle og vægge. Organisationen Precitia Eyes formidler nu om dage hele herligheden og sørger for, at nye kunstnere kan komme til at male i området. Vi gik på opdagelse i murmaleri-mekka og blev overrumplet af mange stilarter og typer.

Særligt blev jeg fanget af kunstneren André Kaprov, der havde udført et maleri med meget bløde, organiske former inden for et blå-lilla spekter af farver. Det var ikke så meget motivet, som det var selve hans streg (eller skal vi sige penselstrøg), der fangede mig. Det var meget smukt, lækkert og harmonisk. Der midt i det rodede område, med det ene pang-farvede hus og maleri efter det andet, havde denne kunstner efterladt et helt anderledes fingeraftryk. Det fortalte endnu engang om områdets hang til at give plads til forskellighed og spændende stilarter. Vi stødte på endnu et Kaprov-maleri i en lille pizzarestaurant i det nærliggende område. Og tilbage i hjemlige minimalistisk danish design-rammer, har jeg fået tid til at tjekke mandens hjemmeside ud. En underfundig lille side med sjove små værker, der kan opleves og afprøves online. Klart anbefalelsesværdigt, hvis man ikke lige har chancen for at smutte forbi Mission.

For ikke at køre alt for meget i tomgang vil jeg skippe alt for meget feriesnak (og -blær) og i stedet hoppe direkte til sagens kerne: Jeg elsker te. Er ret inkarneret, hvad de auromatiske blade angår. Således stiller jeg mig ikke længere tilfreds med at lade et earl grey-fyldt pickwick-brev dumpe ned i et krus dampende vand. Nej, der skal andre blade i vandet (hø hø!). Og det må gerne være nyt, eksotisk og udfordrende.

I lang tid har jeg således afsøgt markedet for spændende tevarianter i Århus. Hans og Grete kaffe- og tehandel har været leverandør til mine tekander et stykke tid og både budt på gode urteteer samt grønne og hvide teer. Meeen, der måtte ske noget nyt, efterhånden som jeg havde været igennem Hans og Gretes te-repertoire et par gange. Så jeg søgte ned i Moccacity efter et tip fra en ven og opdagede en hyggelig og hjemlig lille cafe med et yderst interessant teudvalg. Morgenfryd og grøn te med ingefær var et hit, og der er stadig uudforskede teer at prøve af i denne lille butik.

Men så var det, at jeg havnede i San Francisco for et par uger siden og fik udvidet min te-horisont en hel del mere. San Francisco er en by, der ikke står i vejen for alternative helseagtige tiltag. Således stiftede jeg bekendtskab med Samovar Tea Lounge i Mission/Castro området. Åh hvilken fryd at få udfordret sine smagsløg med nye former for te. Flot skummende og parfumeret jasmin iste. Varm rød te med et touch af kanel. Teerne var velbryggede og blev serveret i smukke glas, små kopper og kander. Helt uvant i forhold til danske forhold, hvor man ofte støder på et pickwick-brev, der skødesløst smides i et krus skoldhedt vand og først hives op, når teen er udrikkelig bitter. Sikke en luksus at støde på te, der var kælet for.

Jeg havde fået te på tanden (ha ha), og glædede mig til at komme et smut i San Franciscos Chinatown, hvor jeg havde et besøg på et at de mest velrenomerede te-steder i vente. Red Blossom Tea Company skuffede ikke. Oh hvilket mekka, hvilket paradis, hvilken delikatesse-forretning for te at træde ind i. Her blev der også kælet for teen, nusset og pusset om den. Jeg faldt pladask for den fine butik, og kunne naturligvis ikke modstå at købe et lille lager med hjem af underskønne teer. En assistent i butikken viste mig, hvordan jeg bryggede teen forsvarligt i en lille gaiwan (billedet), som naturligvis blev det næste, jeg måtte købe med hjem. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig, og jeg ville næsten ønske, at næste rejsemål kunne blive Kina, hvor jeg kan komme på helt tæt hold af ægte tebrygningstraditioner og tage ved lære af det. Hvilken forunderlig teverden.

Brunkager, æbleskiver, klejner, julestjerner, nisser, chololadekaldendre og jeg ved ikke hvad mere, havde allerede lusket sig ind i supermarkedernes indkøbsmylder. Må jeg lige have lov til at komme igang med efteråret, før jeg skal overdynges med glimmerstads og røde huer? Jeg ved godt, at den kommercielle jul starter tidligere og tidligere år for år. Men nu synes jeg det begynder at tage overhånd. Godnok er jeg lige hjemvendt fra sommerferie, som jeg i år afholdte midt i oktober, fordi der var et speciale, der skulle færdiggøres i sommermånederne. Det har nok forskubbet min fornemmelse for årstiderne, så det virker helt forrykt, at julen allerede er på vej nu. Sommeren er jo kun lige er overstået for mig. Meeen det er altså lidt klamt at følge med i hvordan forretningsverdenen blindt forfølger lysten til at tjene penge, penge og endnu flere penge. Hvad fanden skal vi bruge brunkager til midt i oktober? Hvad med at forkusere lidt på lækre rodfrugter, æbler, supper, kastanjer, lune huer og sweatre, som hører efteråret til?

Jeg har i hvert fald sat bremserne i og besluttet mig for at huske på hvor fantastisk efteråret er (når det altså ikke lige regner). Kigge på rød-brun-gule blade, der smukt daler af træerne og dækker jorden. Hoppe ud i den friske luft, gå en rask tur, nyde farverne og kaste med nogle sprøde efterårsblade. Julen kommer tids nok.

Sov sødt tomatplante.

På en cykeltur forleden stødte jeg på træ efter træ med solmodne mirabeller, der struttede af saft og kraft. Jeg kunne ikke holde mig fra at hoppe af cyklen for lige at plukke en god håndfuld med hjem til madpakken på specialekontoret. Der er altså noget helt specielt over selv at have ‘fanget’ sin mad. For nogle uger siden var jeg også på hyldeblomstjagt. Samlede en god stak blomsterskærme og gik så igang med at trylle dem om hjemme i køkkenet til en dejlig forfriskende og læskende hyldeblomstsaft. Bare fordi jeg bor i byen, i Århus, behøver jeg ikke at overgive mig fuldt ud til supermarkedernes hylder af masseproducerede og sprøjtede frugt og grønt.

Nu venter jeg på, at mine cherrytomater bliver rigtig røde og klar til høst. Jeg fiksede lejligheden op med et par planter i foråret. Nogle vilde krabater må man sige, de vokser som det passer dem. Jeg måtte sende nogle af dem i pleje på min søsters altan, efterhånden som de forsøgte at vokse op igennem loftet. Synes modningen af tomaterne på den enlige plante, jeg har tilbage, lader lidt vente på sig. Nu hvor sommeren efterhånden er ved at være på sit sidste, er jeg spændt på, om jeg får solmodne, hjemmedyrkede tomater at gnaske i, så jeg rigtig kan mærke, at det altså har været sommer. At det ikke bare var en drøm, der drønede forbi mig på et kort visit i mit specialebur.

Selv fandt jeg, efter at have læst lidt på kunsten.nu, endnu en af Heins sjove og kunstfærdige bænke i midtbyen. Samtidig har jeg hørt, at de ikke er stillet op forgæves. Der berettes om håndværkere, der drikker fyraftensbajere på den høje bænk og folk, der med møje og besvær forsøger sig med at tage et hvil på  vippebænken foran Aldi.

Det var i hvert fald den følelse jeg fik forleden, da jeg kørte hjem med et af DSBs efterhånden ret udtjente IC3 toge. Jeg havde været et smut i det sønderjyske til et smukt og festligt guldbryllup hos mine bedsteforældre. En dejlig dag med glade mennesker og mange indtryk og samtaler med familiemedlemmer. Jeg var helt fyldt op i hovede og sjæl, da jeg ved dagens ende kunne trygge mig ned i et af sæderne i hvilekupeen på turen mod Århus.

Lige inden jeg lukkede øjnene i til et velfortjent hvil, lagde jeg mærke til noget gulligt på bagsiden af sædet foran mig. Jeg lænede mig frem for bedre at kunne få øje på, hvad det var. En lille hurtig tuschtegning af en påskelilje mødte mig. Tegnet på papir og klæbet op der i det gamle tog stod den og vinkede til mig med en gylden strålekrans omkring blomsterhovedet.

Et let smil ramte mine læber, jeg trak benene op under mig i sædet og lænede mig godt tilbage, før jeg kyssede min kærestes bløde læber og kiggede ud på landskabet, der susede forbi bag ruden. Jeg lukkede mine øjne og lod den varme fornemmelse fra dagen, trætheden og den lille blomsterhilsen skylle ind over mig.